A.C. PERCHS THEHANDEL
Kvalitetsthe gennem 7 generationer
Vores historie og oprindelse
Den personlige kontakt og den seriøse faglige betjening har altid været forretningens højeste mål. A. C. Perchs Thehandel kan i dag glæde sig over at have betjent syv generationer siden 1835
Det var på Christianshavn, at handelen med Østen for alvor begyndte. I sidste halvdel af 1700-tallet blomstrede både handelen og velstanden på Christianshavn. Dette skyldtes ikke kun, at det Asiatiske Kompagni holdt til her, men også at alle skibene med varer fra det fjerne Østen lagde til ved kajen.
Asiatisk Kompagni var dog ikke det eneste, som solgte hjemmebragte varer på sine aktioner. Mange andre købmænd etablerede sig i nærheden, og de fik varer fra kompagniet samt fra de kaptajner, der havde dispositionsret over en del af skibenes last.
Blandt de mest ansete af disse købmænd var Jens Bay Perch, som hentede stor inspiration og hjælp fra den højagtede storkøbmand Niels Brock, som unge Jens havde stået i lære hos. Under læretiden havde Jens Perch hurtigt vundet agtelse blandt sine medborgere, og i 1776 startede han sin første virksomhed på Christianshavn, ikke langt fra de små kanaler.
Jens Bay Perch valgte at opkalde sin førstefødte søn, født i 1788, efter vennen og storkøbmanden Niels Brock. Sønnen kom således til at hedde Niels Brock Perch. Perch sønnen var som skabt til handel og i 1823 åbnede han sin første detailforretning under Børsen, hvor Danmarks første “supermarked” havde til huse. Det var nemlig her, man for første gang indrettede små butikker side om side under samme tag.
I april 1835 åbnede Niels Brock Perch en lille butik i Kronprinsensgade 5, hvor theforretningen i dag stadig har til huse. Målet med forretningen var at sælge de bedste theer fra hele verden samt en lille smule porcelæn. Alle varerne importerede han selv fra skibene, som lagde til ved Christianshavn.
Niels og hans kone, Axeline havde mistet deres førstefødte søn, og Niels Perchs valgte derfor at opkalde sin forretning efter parrets tredjeældste søn Axel Christian Perch.
Perch slægten havde thebutikken frem til 1894, hvorefter familien Hincheldey tog over. I 1927 blev thebutikken overdraget til en af virksomhedens – måske – mest kendte skikkelser, nemlig Ludvig Hincheldey. Manden for hvem knækflipper og en stor passion for the udgjorde hans vartegn. Ludvig Hincheldey gik aldrig på kompromis med kvaliteten og undlod hellere at sælge sin varer, hvis han havde på fornemmelsen, at disse ikke blev behandlet retmæssigt.
I 2002 havde A. C. Perchs den store ære at blive udnævnt til Kongelig Hofleverandør. Virksomheden har igennem mange år leveret the til Kongehuset, og udnævnelsen har betydet meget for forretningen, som i 185 år har forsøgt at værne om gamle handelsdyder og god forretningsetik.
I dag drives A. C. Perchs Thehandel af den 5. generation Hincheldey og udover det elektriske lys og et ”nyere” personale er forretningen den dag i dag fortsat fuldstændig intakt.
Besøg vores butikker på nedenstående adresser
De finder os her
Telefon: +45 33 15 35 62 – 2
E-mail: butik (@) perchs.dk
Telefon: +45 33 15 35 62 – 4
E-mail: aarhus (@) perchs.dk
Telefon: +47 96 097 809
E-mail: perchs (@) perchs.no
E-mail: cph (@) perchs.dk