A.C. PERCH´S THEHANDEL
København
Vores ældste butik i det centrale København.
Mærk atmosfæren fra 1835
Perchs Thehandel, København
I april 1835 åbnede Niels Brock Perchs en lille the-butik I Kronprinsensgade 5. Denne blev opkaldt efter dennes tredjeældste søn, Axel Christian Perch. Målet med forretningen var at sælge de bedste theer fra hele verden, samt en lille smule porcelæn.
A. C. Perchs Thehandel har stort set altid været et familiefirma, hvor der til tider har været tre generationer bag disken. Høje kvalitetskrav og en seriøs faglig betjening har altid været forretningens højeste mål, og A. C. Perch’s Thehandel kan i dag glæde sig over at have betjent syv generationer siden 1835.
Perchs Tea Room
Tanken bag Perch’s Tea Room var at skabe et rum, hvor theen var i fokus og hvor alle, forretningsmænd og unge såvel som ældre generationer, skulle kunne mødes og nyde en verden af the under samme tag. Det var vigtigt at få skabt en atmosfære af ro og fordybelse, hvor theen var i højsædet, og hvor man med ganske få trappetrin blev trukket væk fra hverdagens hektiske gøremål.
Indretningen skulle, af respekt for den næsten 200 år gamle forretning, være hyggelig og klassisk. Salonen skal være et sted, hvor tiden står stille, og hvor duften af the og scones får en til at glemme alt om indkøbslister og ubesvarede mails.
Perchs Tea Room indbyder i dag til samvær og nærvær og minder os om, hvor vigtigt det er at stoppe op og mærke nuet.