EN GOD THE FOR EN GOD SAG
Human Empowerment Tea er en ganske særlig the. Når du køber Human Empowerment Tea støtter du Bhakanje Tea Cooperatives arbejde med at skabe en tryg og bæredygtig fremtid for lokalbefolkningen i et af Nepals fattigste områder.
Lige nu har vi over 70.000 theplanter på vej op og i 2018 fik vi etableret en lille thefabrik til forarbejdningen af bladene. Processen har taget næsten 6 år, men nu er vi ved at være i mål med den første afgørende del af arbejdet. Overskuddet fra salget af denne the går til Bhakanje Tea Cooperatives fortsatte udvikling og på sigt gøre befolkningen uafhængige af hjælp udefra. Human Empowerment Tea er produceret med A.C. Perchs Tehandel på konsulentsiden og som importør og markedsfører. Projektet drives i tæt samarbejde med de to NGO’er, Human Practice Foundation og Nepal Help.
THEEN FRA HIMALAYAS SYDSKRÅNINGER
Theen er en elegant, blød storbladet sort Nepalesisk the. Smagen er intens og fuldendt med noter af nød og muskat.
Byen Bhakanje, der ligger i Solukumbu distriktet har en optimal beliggenhed, en velegnet jordbund og gunstigt klima, der egner sig fortrinligt til produktion af kvalitets-te.
Med de rigtige hjælpemidler og uddannelse, vil befolkningen være i stand til at forbedre deres levestandard betragteligt inden for en kortere årrække.
Theen kan på den måde blive en stabil og bæredygtig indtægtskilde for lokalbefolkningen med A.C. Perchs Thehandel som afsætningskanal.
SITUATIONEN I NEPAL
Fattigdom udgør et massivt problem i Nepal, og efter jordskælvet i foråret 2015, blev situationen desværre yderligere forværret og mange byggeprojekter måtte startes forfra. For mange familier er fremtidsudsigterne yderst begrænsede og mange steder er der brug for en indsats så familierne ikke bliver ofre for menneske-handlernes fristende tilbud. Lokalbefolkningen mangler en stabil indtægtskilde for at kunne skabe et reelt, stabilt levegrundlag og sikre fremtidige generationers engagement i deres hjembyer.
Læs mere om projektet her