Ikke-navngivet-2

Historien - 1968

I teens tjeneste gennem 50 år

Passioneret par i teens tjeneste

Den 1. januar 1968 stod den 23 årige Henning Hincheldey Ravn første gang bag disken i Kronprinsensgade, og det varede da heller ikke længe, før indehaveren, Ludvig Hincheldey, fik øjnene op for Hennings gode smagsegenskaber. Han kom hurtigt under kyndig oplæring i te-smagningens kunst, og forelskede sig i forretningen, de grønne blade og i familiens datter.

I mere end 40 år prægede Henning den gamle forretnings te-import og ikke mindst atmosfæren i A. C. Perch’s Thehandel. Kvalitetsthe var altid en dyd for Henning, og hans engagement på theens vegne har i mange år sikret det høje niveau i forretningen.

Den 1. januar 2008 kunne Henning fejre 40 år i theens tjeneste, hvorefter han trak sig lidt tilbage, men han kommer stadig forbi forretningen og deltager i smagninger og hjælper til.

I 1984, efter flere år i bankverdenen, mente Annelise Hincheldey Ravn, at hun var klar til at give sin mand, Henning, en hånd med i den efterhånden meget travle forretning. Som datter af Else Hincheldey, var Annelise vokset op i theens univers og forstod sig godt på mennesker.

At Annelise var bankuddannet skulle vise sig at blive en stor fordel for forretningen. Efter en kortere årrække bag forretningens disk fik hun ansvaret for administrationen og bogføringen, og de gamle kartotekskort som blev brugt til postordreforsendelser, blev skiftet ud til fordel for nymoderne EDB.

Sammen drev Henning og Annelise den gamle handelsvirksomhed i et stærkt parløb, hvor de formåede at kombinere privatlivet med et hektisk forretningsliv.

I 2002 havde A. C. Perch’s Thehandel den store ære at blive udnævnt til Kongelig Hofleverandør. Firmaet havde igennem mange år leveret the til Kongehuset, og udnævnelsen har betydet meget for forretningen, som i gennem næsten 188 år har forsøgt at værne om gamle handelsdyder og god forretningsetik. Annelise og Henning Ravn takkede for udnævnelsen under en audiens hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

A. C. Perch’s Thehandel drives i skrivende stund af Annelise og Henning Hincheldey Ravns to børn, Stine Hincheldey Alwen og Christian Hincheldey.